Kirkegårdene

Rødding Sognekirkes kirkegårde består af 5 afdelinger:

Afdeling 1: Den gamle kirkegård ved kirken
Afdeling 2: Kirkegården ved Gramvej
Afdeling 3: Plænebegravelse vest for kirken
Afdeling 4: Plænebegravelse sydvest for kirken
Afdeling 5: Plænebegravelse syd for kirken.

Gravstedserhvervelse

Henvendelse om erhvervelse af brugsret til gravsteder - gravstedsret - samt om nedsættelse af kister eller askeurner i såvel nye som bestående gravsteder sker til graveren.

Kirkegårdstakster

Læs mere om priser for erhvervelse samt ren- og vedligeholdelse af gravsteder på Rødding Sognekirkes kirkegårde i folderen "Kirkegårdstakster". Folderen kan ses og hentes, længere nede på siden.

Vedligeholdelse, beplantning og indhegning

For at skabe og bevare et værdigt, roligt og smukt område på kirkegårdene er der fastlagt retningslinier for brugen af de forskellige områder.

Færden på kirkegården

Kirkegården er et indviet sted, og dets fred må ikke forstyrres.
Intet arbejde må udføres på kirkegården i kirketiden.
Færdsel uden for gangene eller færdsel på andre gravsteder er ikke tilladt.
Gravstedernes nummerpæle er kirkegårdens ejendom og må hverken flyttes eller fjernes.
Jord, ral og andet affald må ikke rives ud på gangene. Visne blomster og kranse, papir og andet affald skal henlægges i affaldsbeholderne.
Kirkegårdens redskaber skal efter evt. benyttelse straks bringes tilbage på deres plads.
Kirkegården er altid åben.
Yderligere oplysninger kan fås hos graveren.

Den gamle kirkegård ved sognekirken - Afdeling ​1

På den gamle kirkegård med traditionelle gravformer skal alle gravsteder være indhegnet med for-, side- og baghæk bestående af thuja.
Indhegning og klipning af hækkene foretages af kirkegårdens personale. Hækkene holdes i ca. 60 cm's højde.
Anden beplantning må ikke overstige 175 cm i højden.
Gravstene må ikke være over 1 m i bredde og højde.

Kirkegården ved Gramvej - Afdeling 2

Kirkegården ved Gramvej er under nedlæggelse. Derfor kan der ikke erhverves nye gravsteder, men tidligere erhvervede gravsteder kan dog stadig benyttes af personer, hvis ægtefælle er begravet her.
Eventuel nedsættelse af urne af nærtbeslægtede kan kun finde sted med tilladelse fra kirkeværge og kirkegårdsudvalg. En sådan nedsættelse kan dog - af hensyn til fredningstiden - ikke foretages senere end 10 år efter sidste kistebegravelse.

De grønne områder omkring sognekirken - Afdeling 3, 4 og 5

Plænen er beplantet, så området kan anvendes til fritliggende gravsteder.
Alle grave skal henligge i græs uden beplantning af nogen art. Buketter må lægges og sættes i de dertil anbragte rør.
Graven må kun afmærkes med natursten i græsarealet. På gravstenen må der påsættes eller indhugges navn, fødsels- og dødsdato. Ud over dette kan der indhugges eller påsættes et enkelt kors samt en enkelt linie med tekst og tal. Stenen må ikke være bredere end 90 cm og højere end 60 cm. Max. højde over græsset: 40 cm.